Magma ((Græsk): grød) er smeltet eller delvis smeltet klippemateriale nede i jorden. Hvis det kommer op til jordoverfladen, skifter det navn til lava. Magma kan indeholde klippestykker fra omgivelserne, xenolitter, og krystaller dannet i magmaet, phenochryster.

Tre mekanismer kan danne magma:

* Trykfald: I midtoceanryggen vil den overliggende oceanbundskorpe flyttes fra midten. Det underliggende kappemateriale vil opleve et trykfald, og da smeltepunktet er lavere ved lavt tryk, vil den opsmelte. Den lette del af magmaet vil stige op og ’lukke’ hullet.

* Solidus (smeltepunkt) falder: Ved destruktive pladegrænser vil den tungere oceanbundsplade trækkes ned i kappen. Oceanbundspladen er mange 100.000 år om at nå den omliggende temperatur, mens trykket udlignes med det samme. Mineraler som amfibol bliver ustabile ved 22 kilobar og dehydreres. Det producerede vand er let og stiger opad i kappen. Termodynamiske forhold gør at vandet får smeltepunktet til at falde betragteligt. Hvis det nye smeltepunkt er lavere end kappematerialets temperatur, vil det opsmelte. De lettere komponenter af magmaet vil stige opad og man får vulkanisme ved disse pladegrænser (Japan, Chile osv.).

* Kontakt: Når magma stiger opad, skyldes det udelukkende at dets massefylde er lavere end de omgivende bjergarters. Hvis det når en dybde med samme massefylde, vil opstigningen gå i stå (density trap). Det ovenliggende materiale vil så udsættes for en massiv opvarmning og selv danne magma. Massefylden for magma er lavere end for moderbjergarten og derfor vil den nye magma stige opad. Når trykket falder, tæt ved jordoverfladen, vil gasser udkondenseres i magmaet og magmaet vil ’sprøjte’ ud som lava eller aske (Hawaii, Island osv.).